Taliban slukker mobilnettet om natten

Lagt online den 28. marts 2010, under følgende: Hærens Operative Kommando, artikler, internationale nyheder, missionsopdateringer, nationale nyheder, nyheder.

Ingen i Afghanistan kan bruge mobilnettet om natten. Taliban slukker det, for at lokale ikke tipper ISAF om Talibans placeringer. FOTO: Forsvaret

Hver aften ved skumringstid går alle mobiltelefoner døde i et område lige uden for Afghanistans næststørste by, Kandahar. De tre mobiltelefonselskaber, der opererer her, slukker for deres sendemaster og tænder først igen, når solen står op.

Årsagen til den natlige strømafbrydelse, der gennemføres på tværs af hele det sydlige og østlige Afghanistan, er et forbud fra Taliban, som vil forhindre landsbyboere i at videregive tips til de internationale koalitionsstyrker.

Mobiltelefoner bruges som et billigt og effektivt redskab for Taliban i forhold til at koordinere aktiviteter og videregive informationer. Men samtidig ser man at Taliban nægter den almindelige afghaner adgang til denne teknologi som et middel til social kontrol og operationel beskyttelse.

Hvis telefonselskaberne forsøger at trodse forbuddet, svarer de militante oprørere igen ved at ødelægge mobilmasterne og dræbe selskabernes medarbejdere.

Mohammad Naseri, der er juridisk chef i det afghanske mobilselskab MTN, forklarer, at selskaberne derfor er nødt til at balancere på en knivsæg for ikke at lægge sig ud med oprørerne.

Man skal ikke give dem en fornemmelse af, at man støtter regeringen, og vi er nødt til at bevise i ord og gerning, at vi er neutrale, juridisk chef i mobilselskabet MTN.

Selv om udbredelsen af mobiltelefoner er steget markant i Afghanistan siden den amerikanskledede invasion i 2001, er det lykkedes for Taliban at indskrænke brugen af dem mange steder i landet. Det betyder, at de store mobiltelefonselskaber i flere provinser slukker for deres sendemaster fra klokken 17 til klokken 06.30 næste morgen.

Det rammer blandt andet samtlige master i den urolige Helmandprovins, hvor også de danske soldater er udstationeret.

En talsmand for USA’s særlige udsending i Afghanistan, Richard Holbrooke, siger, at det amerikanske militær har planer om at bygge 50 nye sendemaster på afghanske og internationale baser og sætte yderligere 20 på hjul i fjerntliggende områder.

Men den manøvre vil Taliban ikke tøve med at bekæmpe, forsikrer en af bevægelsens talsmænd, Zabihullah Mujahid. Hvis de internationale styrker ‘misbruger masterne til deres efterretningsvirksomhed’, så ‘kan vi nemt lukke dem ned om natten’, siger Zabihullah Mujahid ifølge Bloomberg News.

Men selv om oprørerne tilsyneladende nemt kan ødelægge masterne, hvis de vil, så er også Taliban afhængig af mobiltelefoner til kommunikation.

De militante oprørere ved desuden godt, at en lukning af telefonnettet vil medføre store protester blandt de almindelige afghanere, så i stedet dikterer de betingelserne for telefonselskabernes arbejde.

I dag er der flere end 12 millioner mobilabonnementer i Afghanistan, som tæller 29 millioner indbyggere.