Soldaterliv.com

Tre danskere ramt af en dobbelt IED-eksplosion i dag (arkivfoto). FOTO: Forsvaret.

Klokken 13:05 indløb der i dag en melding på HOKs hjemmeside. Igen var det en trist besked om at tre danske soldater var blevet ramt af IEDer.

Episoden skete under en gående patrulje i Green Zone-området i Afghanistan.

Patruljen blev ramt af en IED-eksplosion, mens de rykkede fremad. To danske soldater var så tæt på eksplosionen, at sygehjælperne i patruljen vurderede, at de skulle indlægges til observation på felthospitalet i Camp Bastion. Soldaterne kunne selv fortsætte til fods tilbage til patruljebasen.

Men på vej retur mod Camp Bastion gik det galt igen. Her blev patruljen atter engang ramt af en IED-sprængning.

På vej tilbage til deres base blev patruljen endnu en gang ramt af en IED-eksplosion. Her blev yderligere to danske soldater såret af sten og fragmenter fra eksplosionen.

Sygehjælperne og soldaternes kammerater ydede straks førstehjælp og de sårede og de to til observation blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion.

Efter at være ankommet til Camp Bastion blev hele patruljen undersøgt af lægefagligt personel. Her viste det sig at, at også en tredje soldat var såret af eksplosionerne.

Alle soldaterne som var involveret i eksplosionerne – fem i alt – har selv kontaktet deres pårørende. Tre soldater er allerede udskrevet fra hospitalet, men de sidste to, som blev ramt af fragmenter, er stadig indlagt. Deres tilstand er vores redaktion ukendt, da HOK aldrig oplyser skadernes omfang.

Afghanistan fejrer årsdagen for sejren over sovjet. FOTO: ISAF

Afghanske ledere markerede i går årsdagen for sejren over Sovjetunionen tilbage i de sene 1980ere. Mere præcist er det faktisk 18. årsdag for slaget.

Der var planlagt militærparader med Afghan National Army (billedet til højre) og en række andre events.

Præsident Hamid Karzai var der ikke til paraden. Efter sigende skulle han være i Bhutan til et møde, men rygterne gik tilsyneladende på at det skyldtes frygt efter attentatforsøget mod ham under paraden i 2008.

I stedet var vicepræsident Mohammad Qasim Fahim til stede på det stadium hvor seancen blev holdt. Mohammad Qasim Fahim talte bl.a. landets arbejde med at opstille Afghan National Army og Afghan National Police, og arbejdet mod korruption i regeringsrækkerne.

Ligeledes talte vicepræsidenten en del om sammenholdet i Afghanistan:

“We have come here to celebrate the victims of the jihad and also to remember those bloody years and how the nation stood and gained this victory, without strong weapons of the developed world, against a strong superpower,”

Han sluttede sin tale af med at udtrykke håb for den kommende kampagne for fred, den såkaldte jirga, som næste måned vil forsøge at samle de lokale afghanere.

Men selvom alt virkede idyllisk på pladsen, forsatte volden ude i landet. I Kandahar i det sydlige Afghanistan, blev en ældre stammeleder slået ihjel. Ligeledes skabte en bilbombe kaos da den dræbte seks personer i Khost. Hele Kabul var på højeste alarmberedskab i forbindelse med fejringen, og byen selv slap uden voldsomme episoder.

Se en række billeder fra årsdagen her:

Oversigt over relationer i Afghanistan - forvirret? PowerPoint er den nye fjende. FOTO: Fra COIN Rapport

Soldater i Irak og Afghanistan bekymrer sig mest om snigskytter og vejsidebomber, men på de bonede gulve er den militære trussel en noget andet end ude i det støvede landskab.

Faktisk peger flere ledende skikkelser i den amerikanske hær på, at programmet PowerPoint er ved at udvikle sig til en skjult fjende, som vinder kampen inde fra.

I følge flere personer udgør præsentationsprogrammet en trussel på flere fronter.

Det er for det første en massiv tidsrøver, fordi PowerPoint-slides nærmest er blevet uundværligt i et hvert militært samråd. Det samme gør sig gældende i mange andre virksomheder, og her taler man om ‘death by powerpoint’ – det kan nemlig gøres dræbende kedeligt at se på det ene billedshow efter det andet.

Udover det, så binder det en masse administrative ressourcer til at producere disse publikationer. Oftest bliver der brugt flere timer på at lave en præsentation, og det er måske mere end projektet i virkeligheden fortjener.

Men den udbredte brug af PowerPoint er også en skjult trussel på et højere plan. Det fortæller flere militære personer til avisen New York Times.

På en militærkonference i denne måned udtalte en tidligere general, at ”PowerPoint er farlig, fordi det giver os illusionen af, at vi forstår sammenhænge, og at vi har kontrol og overblik. Det er ikke alle verdens problemer, der kan løses bare ved at opstille dem i listeformat.” General H. R. McHaster forbød direkte PowerPoints, da han koordinerede slaget om en irakisk by i 2005.

Flere kommandører mener også, at PowerPoint lammer diskussionen, og at den begrænser kritiske og gennemtænkte beslutninger, fordi det forsimpler mange ting. Et konkret eksempel er billedet over denne artikel. Det er ikke en joke men derimod et diagram fra en militær PowerPoint-præsentation, der skal forklare den komplekse situation i Afghanistan. Selve billedet forklarer vi i en selvstændig artikel i morgen.

Men i det danske militær er frygten for PowerPoint ikke synlig i samme grad.

”Jeg mener ikke, at PowerPoint udgør en beslutningsmæssig trussel i det danske militær,” lyder det korte svar fra Forsvarskommandoens presseofficer Henrik Mortensen til ComON.

Microsoft-programmet er dog også en del af de danske kommandørers våbenarsenal.

”Men PowerPoint er noget, der bruges til præsentationer. Når der skal tages beslutninger, så sker det via skriftlige sagsoplæg eller notater – og eventuelt med en præsentation,” siger presseofficeren.

De tidligere papirmapper, der blev båret rundt fra kontor til kontor, er afløst af mere moderne dokumenthåndtering (ESDH), forklarer han. PowerPoint-slides kommer kun i aktion, når der skal briefes om vedtagne beslutninger.

De kritiske stemmer i den amerikanske hær understreger dog, at de ikke vil give overforbruget af PowerPoint-præsentationer skylden for fejlslagne militære aktioner, og at programmet rent faktisk er meget nyttigt, når pressen og andre udenforstående skal orienteres.

Nate & Ken drager 30 dage igennem Afghanistan, kun bevæbnet med videokamera og mikrofon. FOTO: ISAF

ISAF og NATO har netop iværksat en større kampagne for at højne forståelsen – og accepten – af ISAF-missionen i Afghanistan.

Dette projekt er ikke det første i rækken, senest har ISAF-ledelsen forsøgt sig med en helt ny markedsføring. Projektet er dog et af de mere interessante, selv for almindelige mennesker.

Ganske kort forklaret, så går det ud på at to gutter – Nate & Ken – tager rundt i Afghanistan bevæbnet med videokamera og mikrofon, og taler med civilister, soldater, ledere og andre med en mening om freden. Taliban-sympatisører får endda også muligheden for at komme til orde.

Det hele varer i 30 dage, med hvert et nyt afsnit hver dag. Første afsnit vil vi vise her på Soldaterliv i morgen, og så fortsætte de næste 30 dage frem. Så gem siden i dine bogmærker, tilmeld dig på Facebook-gruppen eller abonner på vores YouTube-kanal.

Hvert afsnit kommer klokken 12:00, lige tids nok til at du kan sluge det i frokostpausen.

Se en kort introduktion til programmet herunder. Første del kommer i morgen, onsdag, klokken 12.

I alt seks danskere kom til skade i Afghanistan i går. Fire soldater, én fra Stabskompaginet og en civil. Hvem er de?

Hærens Operative Kommando havde i går den kedelige nyhed, at i alt seks danskere netop var blevet såret i Afghanistan. Fem soldater, én civil.

Det skete, som vi også omtalte herinde, søndag eftermiddag da de alle blev ramt af i eksplosion. De var tilsyneladende undervejs i en kørende patrulje. Episoden fandt sted netop ved siden af Budwan-lejren, siger HOK.

Hvad HOK ikke fortæller noget om, er dog hvorvidt de seks danskere var ombord i kolonnen af køretøjer, eller hvem den civile er. Fra flere sider bliver der gættet på at fire af de sårede soldater var livvagter for gæsten, og derfor ikke var ombord på køretøjet. Den sidste sårede soldat, er fra Stabskompagniet.

Næste spørgsmål er så naturligvis, hvem der er vigtig nok til at have livvagter med under en kørende patrulje i Afghanistan? Og hvorfor er en person fra Stabskompagniet ligeledes med?

Svaret kommer forhåbentligt snart. Lægerne har vurderet at alle er uden for livsfare, og ikke i en kritisk tilstand. Det fortæller Erik Bøttger fra HOK.

Tre officerer får lang næse, på trods af tidligere tildelt Silver Star. Fotoet stammer fra slaget og er taget af en af de kæmpende soldater.

Tre officerer fra den amerikanske hær, har netop modtaget hver en reprimande.

Sanktionerne kommer som følge af en undersøgelse, omhandlende slaget ved Wanat tilbage i juli 2008. Ved slaget blev den amerikanske VPB Kahler – Vehicle Patrole Base – overrandt af Taliban. Angrebet var så voldsomt og veludført at i alt 9 amerikanske soldater omkom, mens 27 blev hårdt såret. Det viste sig senere at en lang række begivenheder inden angrebet, var blevet overset af både officerer og lokale politikfolk. Bl.a. var der i en nærliggende landsby, hvor der kun boede 20 mennesker, gemt store mængder våben og sprængstof. Den lokale politichef blev ved denne opdagelse dømt for at være i ledtog med Taliban.

Reprimanderne får de tre officerer pga. deres manglende reaktionsevner ved angrebet samt manglende forberedelse af defensive stillinger. Flere anonyme militærkilder siger til BBC at deres påtalelser nemt kan betyde afslutningen på deres karriere.

Ironisk nok har alle tre officerer, samt omkring otte andre, modtaget Silver Star for deres handlinger ved netop samme slag. Deres Silver Star-udmærkelser har de fået for at assistere kollegaer, samt at de kæmpede mod Taliban der var over 4 gange så mange som dem selv.

Du kan læse mere om slaget ved Wanat her; http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Wanat

Oberst Lars R. Møller udgiver ny bog på mandag: 'Vi slår ihjel og lever med det'. FOTO: Forsvaret

Den trykte udgave af avisen Information har i deres weekendudgave, en spændende gennemgang af sagen omkring oberst Lars R. Møllers nyeste bog ‘Vi slår ihjel, og lever med det’.

Artiklen herunder er fra Information.

Forsvarets øverste ledelse har gentagne gange forsøgt at standse udgivelsen af oberst Lars R. Møllers nye bog Vi slår ihjel og lever med det. Det skriver obersten i et brev, som Information er kommet i besiddelse af. Brevet er oprindeligt skrevet til en række af de soldater, der medvirker i bogen.

Af brevet fremgår det, at tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen på det skarpeste har modsat sig bogens udgivelse.

»Jeg må … advare om, at forsvarets øverste ledelse den 9. februar 2009 over for mig har indskærpet, at man finder mit projekt ‘usmageligt’ og tager afstand fra mine ‘metoder’,« skriver oberst Lars R. Møller til nogle de soldater, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, som indgår i bogen.

»Dette understreger, at der er alt for mange tabuer om at være i kamp og om at slå ihjel, hvorfor jeg agter at fortsætte med bogen, uanset konsekvenserne, men jeg behøver jeres hjælp,« skriver oberst Møller til soldaterne.

Det er ikke første gang, at forsvarets øverste ledelse har forsøgt at stoppe udgivelsen af en kontroversiel bog om Danmarks krigsdeltagelse. Sidste gang, det skete, var da tidligere jægersoldat Thomas Ratschack i efteråret udgav bogen Jæger – i krig med eliten om sine erfaringer fra Afghanistan.

I det tilfælde kontaktede forsvarsledelsen både forlaget og senere en række chefredaktører for at få dem til at afstå fra at udgive bogen eller bringe uddrag af den.

Forlag ikke kontaktet
Så vidt er forsvarsledelsen dog ikke gået denne gang. Forslagsredaktør Mette Jokumsen oplyser, at Informations Forlag ikke er blevet kontaktet angående Lars R. Møllers bog.

»Vi har intet hørt fra dem,« siger hun, men forstår godt, at forsvaret kan have det svært med bogen, der sætter fokus på de danske soldaters erfaringer med at slå ihjel – et meget tabubelagt emne, både i og uden for forsvaret.

Selv står Lars R. Møller meget uforstående over for forsvarets ønske om at stoppe bogen.

»Jeg kan ved Gud ikke få ind i mit lille hoved, hvorfor man ikke må snakke om det her,« siger han til Information.

»Jeg bliver så træt i kraniet, når nogen prøver at fortie, hvordan tingene ser ud i virkeligheden. Det kan da ikke passe, at det ikke må komme frem, at danske soldater slår ihjel i statens tjeneste,« siger han.

Hverken tidligere for-svarschef Tim Sloth Jørgensen, der i dag er ansat i Forsvarsministeriet, eller nuværende forsvarschef Knud Bartels har ønsket at kommentere Informations oplysninger.

Blev ikke kontaktet
Presseofficer Jacob Østerbye fra Forsvarskommandoen afviser imidlertid, at forsvaret skulle have nogen problemer med oberst Møllers bog.

»Det er ikke rigtigt, at forsvaret ikke ønsker det pågældende emne sat til debat. Når vi i forsvaret ikke har hjulpet med til tilblivelsen af denne bog, er det af den simple grund – at vi ikke er blevet spurgt,« skriver han i en mail til Information. »Generelt mener forsvaret, at debat om vores missioner, og konsekvenserne heraf for vores soldater er vigtig, både for forsvaret som organisation og for de udsendte soldater. Vi tilstræber derfor en bred og nuanceret mediedækning af vores engagement i Afghanistan,« skriver han.

Af det brev, som Information har haft adgang til, fremgår det imidlertid, at forsvaret hare ønsket at lægge så stor afstand til bogprojektet som muligt.

Der står bl.a., at Lars R. Møller har fået forbud mod at bruge forsvarets intranet og øvrige ressourcer i forbindelse med bogen, der hovedsagelig er skrevet, mens han havde et chefjob i Hærens Operative Kommando. I dag er Lars R. Møller chef for internationale missioner i Forsvarskommandoen. Det konkrete indhold af bogen ønsker forsvaret ikke at forholde sig til, da forsvarsledelsen endnu ikke har haft lejlighed til at læse den.

Og til bogen…
»Du må ikke slå ihjel.« Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.

Oberst Lars Møller, der er kendt som dansk forsvars højest placerede provokatør, sender i næste uge en dybt kontroversiel bog på gaden om at slå ihjel i statens tjeneste. Her fortæller mere end 300 soldater om, hvordan det er at dræbe. Hvordan de har det, før de prøver det første gang, hvordan selve drabet opleves, og hvordan de har det med at have taget et andet menneskes liv, når de kommer hjem til Danmark igen.

Forsvaret har forsøgt at stoppe bogen, men Lars Møller, der i dag er chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen har valgt ikke at lytte til sine overordnede. Han er træt af friserede meninger om, hvad soldaterne gør og ikke gør, træt af at han ikke må sige, at soldaterne slår ihjel, for det er jo det, de gør.

»Vi er i krig og det må vi hellere begynde og vænne os til,« som han skriver i bogen

Brutale sager
Og det er brutale sager, Lars Møller fremlægger i Vi slår ihjel – og lever med det, som udkommer på Informations Forlag på tirsdag.

Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill. En tredje fortæller, hvordan han jubler, når bomberne og alt, hvad der er ondt, rammer Taleban.

Mange danskere vil mene, at man er syg i hovedet, hvis man er villig til at slå ihjel, men det er noget vrøvl, mener Lars Møller, der selv har været ansvarlig for 169 menneskers død under en operation på Balkan.

»Man er ikke afstumpet eller psykopat, fordi man er parat til at slå ihjel i statens tjeneste. Tværtimod. Folk, der ikke vil slå ihjel, har intet at gøre i hverken politiet eller militæret,« skriver han bl.a. i sin bog.

Information har sat sig for at spørge nogle af de soldater, der har haft fingeren på aftrækkeren i Irak og Afghanistan, om det er sådan, de tænker, og hvad de synes om, at der bliver sat fokus på en del af krigen, som de fleste danskere måske helst ikke vil vide noget om.

Forsvaret har forsøgt at stoppe oberst Lars R. Møllers nyeste bog. FOTO: Scanpix

Nødvendig debat
Premierløjtnant Søren Sjøgren har været delingsfører i både Irak og Afghanistan og er begejstret over, at der nu bliver sat fokus på den pris, de danske soldater betaler.
»Det er en rasende god idé. Det er vigtigt, at vi forstår, at det ikke er gratis at sende soldater i krig. På den korte bane koster det menneskeliv, arme og ben, og på den lange bane psykiske reaktioner,« siger han. »Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi lukker øjnene for, hvad krig handler om. Det er mennesker, vi sender derud og hvis vi bare lader stå til, får vi reaktioner, vi ikke har styr på. Det er bedre at tale åbent om det, det nytter ikke at feje det ind under gulvtæppet,« mener han.

Kaptajn af reserven, Nicholas Keller, er enig. Han er lige kommet hjem fra et halvt år som CIMIC-officer i Afghanistan og har tidligere været to år i Irak.

»Vi bliver nødt til tage den debat for soldaternes skyld. Det er en del af den aktivistiske udenrigspolitik, at vi tager ud i verden og slår ihjel på Danmarks vegne. Det er påfaldende, at vi ikke taler om det. Vi er ikke rigtig gearet til krig. Det er, som om mange hænger fast i, at det stadig er fredsbevarende operationer, vi er ude på,« siger han.

Vi slår ihjel …
Søren Sjøgren vil derfor også gerne dele ud af sine egne erfaringer.

»Ja, jeg har været med til at slå mennesker ihjel, men det har altid været dem eller os.«

»Som oftest har jeg skudt mod skygger eller mundingsild. Jeg har også været tæt på, men jeg har aldrig stået alene med det. Vi har altid været et par stykker, som har skudt i samme retning. Og hvem har så ramt? Det ved jeg ikke – og jeg er også ligeglad« siger han.

»Det vigtigste var, at vi ramte – og dermed kunne øge vores egne chancer for at overleve.«

Som chef for 30 mand var det Søren Sjøgrens opgave at »fordele volden, skrue op og skrue ned igen«, som han udtrykker det.

»Jeg er ansvarlig for, at mennesker er blevet dræbt. Men i min deling gjorde jeg meget ud af, at det var enheden, som løste en opgave. Dermed var det også enheden, som slog ihjel. Selv om det selvfølgelig var den enkelte soldat, som i sidste ende trykkede på aftrækkeren. Det var vores måde at håndtere det på,« fortæller han.

Også Nicholas Keller mener at have menneskeliv på samvittigheden, men sikker er han ikke.

»Det er overvejende sandsynligt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke set nogen, jeg har ramt. De fleste gange, hvor jeg har været i kamp, har jeg været ude på patrulje og er blevet angrebet. Så forsvarer vi os selvfølgelig, men det betyder ikke så meget for mig, om det er mig eller en kammerat, der rammer. Vi gør det i fællesskab,« siger han og understreger, at han ikke har noget problem med at dræbe Taleban, heller ikke hvis det en dag bliver på klos hold.

»Jo flere kammerater, man mister, og jo flere gange, man ser, hvordan de bruger børn til at plante miner og som skjold, når de selv går i stilling, des mere opsat er du på at ramme dem,« siger han.

… og lever med det
Men både Nicholas Keller og Søren Sjøgren pointerer, at det ikke er noget mål i sig selv at slå talebanerne ihjel.

»Det er et tabermål, for jo flere gange, vi er nødt til at slå ihjel, jo ringere er sikkerheden i vores område. Vi vil have det superlækkert med, at Taleban bare forsvandt, så vi kan komme i gang med at skabe de fremskridt, vi er sendt ud for at skabe,« siger Nicholas Keller.

Hjemme i Danmark bruger både Søren Sjøgren og Nicholas Keller en hel del af deres tid på at holde foredrag om deres indsats i Afghanistan. Men hverken tilhørerne, familien eller vennerne spørger, hvordan det har været at slå ihjel eller være ansvarlig for, at folk er blevet slået ihjel.

»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget. Men det gør jeg ikke. Hvad skulle jeg have gjort i stedet for at skyde? Så ville jeg jo være død. Og jeg fortryder selvfølgelig ikke, at jeg er i live, eller at mine soldater er det,« siger Søren Sjøgren.

På den private front kan venner og bekendte have svært ved at forstå, at det er den Søren, de kender, der også går i krig og slår ihjel.

»Og jo, jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Man kan sagtens rumme flere forskellige roller, men det kan være svært for andre at sætte sig ind i.«

Forståelse eller accept?
Hans familie forstår ikke, at han tager til Afghanistan, men de accepterer det, og det er det helt afgørende, mener han.

»Jeg kan vise dem glade mennesker, billedet af en lille pige, der er lykkelig, fordi vi har fjernet Taleban fra hendes landsby. Hun er startet i skole, lærer bogstaver, at læse og regne. Når jeg ser hende, så giver det hele mening. Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel for i hvert fald et menneske. Jeg forventer ikke, at min familie skal forstå mit valg. Men jeg forventer, at de kan acceptere de valg, jeg træffer,« siger han og understreger, at det ikke er forståelse, soldaterne har brug for.

»Vi har ikke behov for forståelse, vi har behov for accept. Der er stor forskel på de to ting. Jeg ville ønske, at vi herhjemme blev bedre til at skille de to ting ad. Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«

Nicholas Keller har også oplevet, at der mentalt er meget langt til Helmand.

»Jeg har været på en sindssygt hård mission, men jeg vil gerne af sted igen på et tidspunkt. Jeg tager af sted af idealistiske grunde, men også fordi det giver mig helt unikke oplevelser«, siger han, men kan godt forstå, at mange danskere har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan have lyst til at komme i kamp.

»Det kan jeg sagtens forstå, men til gengæld har jeg svært ved at forstå, når folk herhjemme bliver oprørte over at se os huje og juble, når vi har ramt Taleban. Hvad skulle vi gøre i stedet, tage sørgebind på eller hvad? Det viser selvfølgelig bare, at de fleste danskere lever et rigtig godt liv herhjemme, og det er helt fint. Men det er et helt naturligt overlevelsesinstinkt at juble, når man slipper levende fra at blive skudt på,« siger han.

Et nyt Vietnam
Lars Møllers ærinde med sin bog er at undgå, at tusindvis af danske soldater vender hjem fra slagmarken og bliver traumatiseret, fordi resten af befolkningen ikke forstår de ofre, de har ydet, og accepterer, at de har gjort det i nationens tjeneste. Sådan som det skete for mange amerikanske Vietnam-veteraner, der vendte hjem som alt andet end helte.

Danmark er et demokrati, og soldaterne er sendt ud for at slå ihjel på hele den danske befolknings vegne, understreger han i sin bog og mener, at det dummeste, forsvaret kan gøre er at fortie, hvad der virkelig foregår. Det svarer i Lars Møllers optik til at lyve, og det holder ikke i længden, mener han.

Og det er Søren Sjøgren enig i.

»Danmark bruger 20 milliarder om året på forsvaret, og det betyder, at skatteborgerne har hyret et antal mennesker til at trykke på aftrækkeren. Det ærgrer mig, at vi ikke har været bedre til at fortælle, at det er et grundlæggende vilkår. Det vil både være til gavn for soldaterne og for offentligheden, at der bliver sat fokus på, hvad det er, krig handler om,« siger Søren Sjøgren.

Og der er Nicholas Keller er helt enig her – »De fleste danskere ved jo godt, at krig også handler om at slå ihjel. De missioner, vi er ude på i dag, handler om at indtage fjendtlige stillinger og fortrænge en fjende, men jeg tror ikke, vi som befolkning rigtig har vænnet os til at være i krig endnu,« siger han.

Men spørgsmålet er også, om danskerne virkelig ønsker at få serveret krigens bagside til aftenkaffen.

Forsvarets ledelse synes i hvert fald, det er en rigtig dårlig idé og har stemplet hele Møllers projekt som »usmageligt«.

Eller som Lars Møller med vanlig bramfrihed siger:

»De mener vist, jeg har lagt en bæ midt i den allerfineste country club.«

De amerikanske girl scouts - pigespejdere - er en værdsat klassisk tradition. Nu sender pigerne deres populære småkager til amerikanske soldater. FOTO: GirlScouts.org

For mange amerikanere er den kendte girl scout cookie en helt speciel genganger hvert år. Det er en gammel tradition, helt tilbage fra 1888, at netop pigespejdere bager og sælger disse kager. Overskuddet for kagerne går altid til et samfundsnyttigt projekt – hjælp til hjemløse, retshjælp, bistand til dyrenes værn og lignende.

Og det er netop de populære kager, som nu sendes til udstationerede amerikanske soldater. For soldaterne der aftjener deres tjenestetid langt væk, er det en god påmindelse om at deres arbejde er værdsat blandt en stor del af befolkningen. Og selv hvis man ser bort fra det politiske aspekt, så er det blot en varm reminder om det gode liv derhjemme.

Der er netop sendt 10.000 kasser småkager til soldaterne i Kuwait, Afghanistan og Irak.

Initiativtageren, Hannah Grace, er selv medlem af pigespejderne, og fortæller at formålet ikke er politisk – men at man simpelthen vil hjælpe soldaterne til at føle sig mere hjemme, i deres missionsområde. Hun fortæller at det udelukkende er menneskerne bag soldaterne hun forsøger at drage omsorg for.

Projektet startede allerede for nogle år siden, men pga. det politiske følsomme emne, har det taget en del tid at nå til enighed. Ikke mindst prisen har været et omdiskuteret område, for det er ikke billigt at sende alle de småkager til destinationer langt borte.

Men efter at have kontaktet Forsvarsministeriet i USA, fortæller Grace at de ikke længere behøver bekymre sig om fragt og porto – militæret har valgt selv at stå for transporten af alle kagerne, og på den måde bidrage til projektet.

I Danmark har vi ikke samme stærke spejder-traditioner, og kan man egentligt forestille sig danske spejdere støtte vores soldater på den måde?

Politikken beskriver i dag hvorledes det nu blot handler om at sløre nederlaget, fremfor at vinde i Afghanistan. FOTO: ISAF

I dag har Politiken en markant leder om vores deltagelse i Afghanistan. Lederen hedder ‘Tilbagetog’ og med underoverskriften ‘Den tabte krig i Afghanistan’ er det allerede fra starten af, tydeligt hvilken holdning Politikens redaktion har.

Skal man le eller græde, når partierne bag vores krigsdeltagelse i Afghanistan opstiller succeskriterier for indsatsen og forsikrer, at den tilbagetrækning, der indledes næste år, kun vil være forsvarlig, hvis de og de fremskidt finder sted?

Øvelsen har alle dage været uvirkelig, og den bliver surrealistisk nu, hvor det blot drejer sig om at kamuflere nederlaget: Den danske bataljon har med mod og dygtighed deltage i nogle af de hårdeste kampe i landet. Men naturligvis er de fremskridt, der i øvrigt pt. ikke sker i det danske ansvarsområde, helt og aldeles afhængige af, hvad der sker i resten af Afghanistan. Vores tilstedeværelse giver kun mening som et lille bidrag til de skiftende amerikanske strategier.

Realiteten er, at præsident Obama med stort mod har erkendt, at en krig, som han selv støttede som legitim – i skarp kontrast til Irakkrigen – ikke lader sig vinde inden for en tids- og ressourceramme, der er acceptabel for supermagten. De seneste forstærkninger og militære operationer tjener dels til at sløre nederlaget, delst til at gøre sandsynligheden for, at der nås en tålelig politisk aftale om landets fremtid, inden hovedparten af styrkerne er trukket hjem. Resultatet bliver under alle omstændigheder ringere, end hvad der allerede var opnået i 2002. Siden er Taliban ingen blevet en uomgængelig magtfaktor i det afghanske samfund.

Det tjener oppositionen med de radikale i spidsen til ære, at de har gjort exitstrategien synlig. Så sent som i november beskyldte daværende udenrigsminister Per Stig Møller soldaterorganisationerne for at gå Talibans ærinde, når de rejse spørgsmålet.

Realismen er nu øget mærkbart. Der er ikke sat en dato for, hvornår den sidste vestlige soldat er ude af Afghanistan, og forhåbentligt vil der også fremover være et regime i Kabul, der vil tage imod vestlig bistand – også militær. Men det stort anlagte forsøg på at stabilisere og demokratisere Afghanistan med vestlig militærmagt er kuldsejlet og vil være endeligt afviklet i løbet af 2012 og 2013. Det ville klæde vores politikere at gøre nederlaget klart for befolkningen.

Efter at have læst lederen, efterlades mange med blandede følelser – for er det egentligt gået så galt, som de beskriver? Har vi kæmpet forgæves?