Soldaterliv.com

Tre officerer får lang næse, på trods af tidligere tildelt Silver Star. Fotoet stammer fra slaget og er taget af en af de kæmpende soldater.

Tre officerer fra den amerikanske hær, har netop modtaget hver en reprimande.

Sanktionerne kommer som følge af en undersøgelse, omhandlende slaget ved Wanat tilbage i juli 2008. Ved slaget blev den amerikanske VPB Kahler – Vehicle Patrole Base – overrandt af Taliban. Angrebet var så voldsomt og veludført at i alt 9 amerikanske soldater omkom, mens 27 blev hårdt såret. Det viste sig senere at en lang række begivenheder inden angrebet, var blevet overset af både officerer og lokale politikfolk. Bl.a. var der i en nærliggende landsby, hvor der kun boede 20 mennesker, gemt store mængder våben og sprængstof. Den lokale politichef blev ved denne opdagelse dømt for at være i ledtog med Taliban.

Reprimanderne får de tre officerer pga. deres manglende reaktionsevner ved angrebet samt manglende forberedelse af defensive stillinger. Flere anonyme militærkilder siger til BBC at deres påtalelser nemt kan betyde afslutningen på deres karriere.

Ironisk nok har alle tre officerer, samt omkring otte andre, modtaget Silver Star for deres handlinger ved netop samme slag. Deres Silver Star-udmærkelser har de fået for at assistere kollegaer, samt at de kæmpede mod Taliban der var over 4 gange så mange som dem selv.

Du kan læse mere om slaget ved Wanat her; http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Wanat

Oberst Lars R. Møller udgiver ny bog på mandag: 'Vi slår ihjel og lever med det'. FOTO: Forsvaret

Den trykte udgave af avisen Information har i deres weekendudgave, en spændende gennemgang af sagen omkring oberst Lars R. Møllers nyeste bog ‘Vi slår ihjel, og lever med det’.

Artiklen herunder er fra Information.

Forsvarets øverste ledelse har gentagne gange forsøgt at standse udgivelsen af oberst Lars R. Møllers nye bog Vi slår ihjel og lever med det. Det skriver obersten i et brev, som Information er kommet i besiddelse af. Brevet er oprindeligt skrevet til en række af de soldater, der medvirker i bogen.

Af brevet fremgår det, at tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen på det skarpeste har modsat sig bogens udgivelse.

»Jeg må … advare om, at forsvarets øverste ledelse den 9. februar 2009 over for mig har indskærpet, at man finder mit projekt ‘usmageligt’ og tager afstand fra mine ‘metoder’,« skriver oberst Lars R. Møller til nogle de soldater, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, som indgår i bogen.

»Dette understreger, at der er alt for mange tabuer om at være i kamp og om at slå ihjel, hvorfor jeg agter at fortsætte med bogen, uanset konsekvenserne, men jeg behøver jeres hjælp,« skriver oberst Møller til soldaterne.

Det er ikke første gang, at forsvarets øverste ledelse har forsøgt at stoppe udgivelsen af en kontroversiel bog om Danmarks krigsdeltagelse. Sidste gang, det skete, var da tidligere jægersoldat Thomas Ratschack i efteråret udgav bogen Jæger – i krig med eliten om sine erfaringer fra Afghanistan.

I det tilfælde kontaktede forsvarsledelsen både forlaget og senere en række chefredaktører for at få dem til at afstå fra at udgive bogen eller bringe uddrag af den.

Forlag ikke kontaktet
Så vidt er forsvarsledelsen dog ikke gået denne gang. Forslagsredaktør Mette Jokumsen oplyser, at Informations Forlag ikke er blevet kontaktet angående Lars R. Møllers bog.

»Vi har intet hørt fra dem,« siger hun, men forstår godt, at forsvaret kan have det svært med bogen, der sætter fokus på de danske soldaters erfaringer med at slå ihjel – et meget tabubelagt emne, både i og uden for forsvaret.

Selv står Lars R. Møller meget uforstående over for forsvarets ønske om at stoppe bogen.

»Jeg kan ved Gud ikke få ind i mit lille hoved, hvorfor man ikke må snakke om det her,« siger han til Information.

»Jeg bliver så træt i kraniet, når nogen prøver at fortie, hvordan tingene ser ud i virkeligheden. Det kan da ikke passe, at det ikke må komme frem, at danske soldater slår ihjel i statens tjeneste,« siger han.

Hverken tidligere for-svarschef Tim Sloth Jørgensen, der i dag er ansat i Forsvarsministeriet, eller nuværende forsvarschef Knud Bartels har ønsket at kommentere Informations oplysninger.

Blev ikke kontaktet
Presseofficer Jacob Østerbye fra Forsvarskommandoen afviser imidlertid, at forsvaret skulle have nogen problemer med oberst Møllers bog.

»Det er ikke rigtigt, at forsvaret ikke ønsker det pågældende emne sat til debat. Når vi i forsvaret ikke har hjulpet med til tilblivelsen af denne bog, er det af den simple grund – at vi ikke er blevet spurgt,« skriver han i en mail til Information. »Generelt mener forsvaret, at debat om vores missioner, og konsekvenserne heraf for vores soldater er vigtig, både for forsvaret som organisation og for de udsendte soldater. Vi tilstræber derfor en bred og nuanceret mediedækning af vores engagement i Afghanistan,« skriver han.

Af det brev, som Information har haft adgang til, fremgår det imidlertid, at forsvaret hare ønsket at lægge så stor afstand til bogprojektet som muligt.

Der står bl.a., at Lars R. Møller har fået forbud mod at bruge forsvarets intranet og øvrige ressourcer i forbindelse med bogen, der hovedsagelig er skrevet, mens han havde et chefjob i Hærens Operative Kommando. I dag er Lars R. Møller chef for internationale missioner i Forsvarskommandoen. Det konkrete indhold af bogen ønsker forsvaret ikke at forholde sig til, da forsvarsledelsen endnu ikke har haft lejlighed til at læse den.

Og til bogen…
»Du må ikke slå ihjel.« Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.

Oberst Lars Møller, der er kendt som dansk forsvars højest placerede provokatør, sender i næste uge en dybt kontroversiel bog på gaden om at slå ihjel i statens tjeneste. Her fortæller mere end 300 soldater om, hvordan det er at dræbe. Hvordan de har det, før de prøver det første gang, hvordan selve drabet opleves, og hvordan de har det med at have taget et andet menneskes liv, når de kommer hjem til Danmark igen.

Forsvaret har forsøgt at stoppe bogen, men Lars Møller, der i dag er chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen har valgt ikke at lytte til sine overordnede. Han er træt af friserede meninger om, hvad soldaterne gør og ikke gør, træt af at han ikke må sige, at soldaterne slår ihjel, for det er jo det, de gør.

»Vi er i krig og det må vi hellere begynde og vænne os til,« som han skriver i bogen

Brutale sager
Og det er brutale sager, Lars Møller fremlægger i Vi slår ihjel – og lever med det, som udkommer på Informations Forlag på tirsdag.

Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill. En tredje fortæller, hvordan han jubler, når bomberne og alt, hvad der er ondt, rammer Taleban.

Mange danskere vil mene, at man er syg i hovedet, hvis man er villig til at slå ihjel, men det er noget vrøvl, mener Lars Møller, der selv har været ansvarlig for 169 menneskers død under en operation på Balkan.

»Man er ikke afstumpet eller psykopat, fordi man er parat til at slå ihjel i statens tjeneste. Tværtimod. Folk, der ikke vil slå ihjel, har intet at gøre i hverken politiet eller militæret,« skriver han bl.a. i sin bog.

Information har sat sig for at spørge nogle af de soldater, der har haft fingeren på aftrækkeren i Irak og Afghanistan, om det er sådan, de tænker, og hvad de synes om, at der bliver sat fokus på en del af krigen, som de fleste danskere måske helst ikke vil vide noget om.

Forsvaret har forsøgt at stoppe oberst Lars R. Møllers nyeste bog. FOTO: Scanpix

Nødvendig debat
Premierløjtnant Søren Sjøgren har været delingsfører i både Irak og Afghanistan og er begejstret over, at der nu bliver sat fokus på den pris, de danske soldater betaler.
»Det er en rasende god idé. Det er vigtigt, at vi forstår, at det ikke er gratis at sende soldater i krig. På den korte bane koster det menneskeliv, arme og ben, og på den lange bane psykiske reaktioner,« siger han. »Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi lukker øjnene for, hvad krig handler om. Det er mennesker, vi sender derud og hvis vi bare lader stå til, får vi reaktioner, vi ikke har styr på. Det er bedre at tale åbent om det, det nytter ikke at feje det ind under gulvtæppet,« mener han.

Kaptajn af reserven, Nicholas Keller, er enig. Han er lige kommet hjem fra et halvt år som CIMIC-officer i Afghanistan og har tidligere været to år i Irak.

»Vi bliver nødt til tage den debat for soldaternes skyld. Det er en del af den aktivistiske udenrigspolitik, at vi tager ud i verden og slår ihjel på Danmarks vegne. Det er påfaldende, at vi ikke taler om det. Vi er ikke rigtig gearet til krig. Det er, som om mange hænger fast i, at det stadig er fredsbevarende operationer, vi er ude på,« siger han.

Vi slår ihjel …
Søren Sjøgren vil derfor også gerne dele ud af sine egne erfaringer.

»Ja, jeg har været med til at slå mennesker ihjel, men det har altid været dem eller os.«

»Som oftest har jeg skudt mod skygger eller mundingsild. Jeg har også været tæt på, men jeg har aldrig stået alene med det. Vi har altid været et par stykker, som har skudt i samme retning. Og hvem har så ramt? Det ved jeg ikke – og jeg er også ligeglad« siger han.

»Det vigtigste var, at vi ramte – og dermed kunne øge vores egne chancer for at overleve.«

Som chef for 30 mand var det Søren Sjøgrens opgave at »fordele volden, skrue op og skrue ned igen«, som han udtrykker det.

»Jeg er ansvarlig for, at mennesker er blevet dræbt. Men i min deling gjorde jeg meget ud af, at det var enheden, som løste en opgave. Dermed var det også enheden, som slog ihjel. Selv om det selvfølgelig var den enkelte soldat, som i sidste ende trykkede på aftrækkeren. Det var vores måde at håndtere det på,« fortæller han.

Også Nicholas Keller mener at have menneskeliv på samvittigheden, men sikker er han ikke.

»Det er overvejende sandsynligt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke set nogen, jeg har ramt. De fleste gange, hvor jeg har været i kamp, har jeg været ude på patrulje og er blevet angrebet. Så forsvarer vi os selvfølgelig, men det betyder ikke så meget for mig, om det er mig eller en kammerat, der rammer. Vi gør det i fællesskab,« siger han og understreger, at han ikke har noget problem med at dræbe Taleban, heller ikke hvis det en dag bliver på klos hold.

»Jo flere kammerater, man mister, og jo flere gange, man ser, hvordan de bruger børn til at plante miner og som skjold, når de selv går i stilling, des mere opsat er du på at ramme dem,« siger han.

… og lever med det
Men både Nicholas Keller og Søren Sjøgren pointerer, at det ikke er noget mål i sig selv at slå talebanerne ihjel.

»Det er et tabermål, for jo flere gange, vi er nødt til at slå ihjel, jo ringere er sikkerheden i vores område. Vi vil have det superlækkert med, at Taleban bare forsvandt, så vi kan komme i gang med at skabe de fremskridt, vi er sendt ud for at skabe,« siger Nicholas Keller.

Hjemme i Danmark bruger både Søren Sjøgren og Nicholas Keller en hel del af deres tid på at holde foredrag om deres indsats i Afghanistan. Men hverken tilhørerne, familien eller vennerne spørger, hvordan det har været at slå ihjel eller være ansvarlig for, at folk er blevet slået ihjel.

»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget. Men det gør jeg ikke. Hvad skulle jeg have gjort i stedet for at skyde? Så ville jeg jo være død. Og jeg fortryder selvfølgelig ikke, at jeg er i live, eller at mine soldater er det,« siger Søren Sjøgren.

På den private front kan venner og bekendte have svært ved at forstå, at det er den Søren, de kender, der også går i krig og slår ihjel.

»Og jo, jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Man kan sagtens rumme flere forskellige roller, men det kan være svært for andre at sætte sig ind i.«

Forståelse eller accept?
Hans familie forstår ikke, at han tager til Afghanistan, men de accepterer det, og det er det helt afgørende, mener han.

»Jeg kan vise dem glade mennesker, billedet af en lille pige, der er lykkelig, fordi vi har fjernet Taleban fra hendes landsby. Hun er startet i skole, lærer bogstaver, at læse og regne. Når jeg ser hende, så giver det hele mening. Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel for i hvert fald et menneske. Jeg forventer ikke, at min familie skal forstå mit valg. Men jeg forventer, at de kan acceptere de valg, jeg træffer,« siger han og understreger, at det ikke er forståelse, soldaterne har brug for.

»Vi har ikke behov for forståelse, vi har behov for accept. Der er stor forskel på de to ting. Jeg ville ønske, at vi herhjemme blev bedre til at skille de to ting ad. Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«

Nicholas Keller har også oplevet, at der mentalt er meget langt til Helmand.

»Jeg har været på en sindssygt hård mission, men jeg vil gerne af sted igen på et tidspunkt. Jeg tager af sted af idealistiske grunde, men også fordi det giver mig helt unikke oplevelser«, siger han, men kan godt forstå, at mange danskere har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan have lyst til at komme i kamp.

»Det kan jeg sagtens forstå, men til gengæld har jeg svært ved at forstå, når folk herhjemme bliver oprørte over at se os huje og juble, når vi har ramt Taleban. Hvad skulle vi gøre i stedet, tage sørgebind på eller hvad? Det viser selvfølgelig bare, at de fleste danskere lever et rigtig godt liv herhjemme, og det er helt fint. Men det er et helt naturligt overlevelsesinstinkt at juble, når man slipper levende fra at blive skudt på,« siger han.

Et nyt Vietnam
Lars Møllers ærinde med sin bog er at undgå, at tusindvis af danske soldater vender hjem fra slagmarken og bliver traumatiseret, fordi resten af befolkningen ikke forstår de ofre, de har ydet, og accepterer, at de har gjort det i nationens tjeneste. Sådan som det skete for mange amerikanske Vietnam-veteraner, der vendte hjem som alt andet end helte.

Danmark er et demokrati, og soldaterne er sendt ud for at slå ihjel på hele den danske befolknings vegne, understreger han i sin bog og mener, at det dummeste, forsvaret kan gøre er at fortie, hvad der virkelig foregår. Det svarer i Lars Møllers optik til at lyve, og det holder ikke i længden, mener han.

Og det er Søren Sjøgren enig i.

»Danmark bruger 20 milliarder om året på forsvaret, og det betyder, at skatteborgerne har hyret et antal mennesker til at trykke på aftrækkeren. Det ærgrer mig, at vi ikke har været bedre til at fortælle, at det er et grundlæggende vilkår. Det vil både være til gavn for soldaterne og for offentligheden, at der bliver sat fokus på, hvad det er, krig handler om,« siger Søren Sjøgren.

Og der er Nicholas Keller er helt enig her – »De fleste danskere ved jo godt, at krig også handler om at slå ihjel. De missioner, vi er ude på i dag, handler om at indtage fjendtlige stillinger og fortrænge en fjende, men jeg tror ikke, vi som befolkning rigtig har vænnet os til at være i krig endnu,« siger han.

Men spørgsmålet er også, om danskerne virkelig ønsker at få serveret krigens bagside til aftenkaffen.

Forsvarets ledelse synes i hvert fald, det er en rigtig dårlig idé og har stemplet hele Møllers projekt som »usmageligt«.

Eller som Lars Møller med vanlig bramfrihed siger:

»De mener vist, jeg har lagt en bæ midt i den allerfineste country club.«

Enhedslisten er kritiske overfor piratfangster omkring Somalia. FOTO: Google Maps

Enhedslisten er kastet ud i et internt opgør om partiets støtte til NATO’s kamp mod somaliske sørøvere ved Afrikas Horn.

Da Enhedslisten i december stemte ja til at sende op mod 200 danske soldater af sted, var det således første gang, at partiet stemte for dansk deltagelse i en væbnet NATO-aktion. Nogensinde.

Men forud for et møde i Enhedslistens hovedbestyrelse lørdag foreslår flere hovedbestyrelsesmedlemmer, at beslutningen omstødes.

Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, kalder det naturligt, at hovedbestyrelsen drøfter beslutningen. Det er første gang de 25 medlemmer af hovedbestyrelsen mødes siden afstemningen i december.

“Det er jo vanskeligt at omgøre beslutningen, da skibene allerede er sejlet. Men hovedbestyrelsen kan jo give folketingsgruppen en næse, hvis man vil det,” siger Frank Aaen.

Blandt de interne kritikere er Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var med til at grundlægge Enhedslisten i 1989. I en kommentar konkluderer SAP’s forretningsudvalg, at NATO-landenes bekymring i høj grad smager af hykleri, da de somaliske fiskeres livsgrundlag i høj grad er blevet smadret af europæiske kæmpetrawleres rovfiskeri og af europæiske firmaers dumpning af gift i farvandene, ligesom det først og fremmest er A.P. Møller og de øvrige rederes interesser, soldaterne skal beskytte.

Politikken beskriver i dag hvorledes det nu blot handler om at sløre nederlaget, fremfor at vinde i Afghanistan. FOTO: ISAF

I dag har Politiken en markant leder om vores deltagelse i Afghanistan. Lederen hedder ‘Tilbagetog’ og med underoverskriften ‘Den tabte krig i Afghanistan’ er det allerede fra starten af, tydeligt hvilken holdning Politikens redaktion har.

Skal man le eller græde, når partierne bag vores krigsdeltagelse i Afghanistan opstiller succeskriterier for indsatsen og forsikrer, at den tilbagetrækning, der indledes næste år, kun vil være forsvarlig, hvis de og de fremskidt finder sted?

Øvelsen har alle dage været uvirkelig, og den bliver surrealistisk nu, hvor det blot drejer sig om at kamuflere nederlaget: Den danske bataljon har med mod og dygtighed deltage i nogle af de hårdeste kampe i landet. Men naturligvis er de fremskridt, der i øvrigt pt. ikke sker i det danske ansvarsområde, helt og aldeles afhængige af, hvad der sker i resten af Afghanistan. Vores tilstedeværelse giver kun mening som et lille bidrag til de skiftende amerikanske strategier.

Realiteten er, at præsident Obama med stort mod har erkendt, at en krig, som han selv støttede som legitim – i skarp kontrast til Irakkrigen – ikke lader sig vinde inden for en tids- og ressourceramme, der er acceptabel for supermagten. De seneste forstærkninger og militære operationer tjener dels til at sløre nederlaget, delst til at gøre sandsynligheden for, at der nås en tålelig politisk aftale om landets fremtid, inden hovedparten af styrkerne er trukket hjem. Resultatet bliver under alle omstændigheder ringere, end hvad der allerede var opnået i 2002. Siden er Taliban ingen blevet en uomgængelig magtfaktor i det afghanske samfund.

Det tjener oppositionen med de radikale i spidsen til ære, at de har gjort exitstrategien synlig. Så sent som i november beskyldte daværende udenrigsminister Per Stig Møller soldaterorganisationerne for at gå Talibans ærinde, når de rejse spørgsmålet.

Realismen er nu øget mærkbart. Der er ikke sat en dato for, hvornår den sidste vestlige soldat er ude af Afghanistan, og forhåbentligt vil der også fremover være et regime i Kabul, der vil tage imod vestlig bistand – også militær. Men det stort anlagte forsøg på at stabilisere og demokratisere Afghanistan med vestlig militærmagt er kuldsejlet og vil være endeligt afviklet i løbet af 2012 og 2013. Det ville klæde vores politikere at gøre nederlaget klart for befolkningen.

Efter at have læst lederen, efterlades mange med blandede følelser – for er det egentligt gået så galt, som de beskriver? Har vi kæmpet forgæves?

Efter Folketingets pressemøde om Afghanistan & Helmand, er der endnu ingen dato for en tilbagetrækning. FOTO: ISAF

Danmarks nye plan for indsatsen i Helmand giver intet svar på, hvornår de danske soldater endeligt kan forlade den uroplagede provins i Afghanistan. Alligevel er de partier, der tidligere har krævet en deadline på tilbagetrækningen, positive over for Helmandplanen 2010.

Det er blot få måneder siden, at Socialdemokratiets forsvarsordfører John Dyrby Paulsen meldte ud, at en slutdato var nødvendig for at presse de afghanske politikere. Socialdemokratiets ordfører i Udenrigspolitisk Nævn Jeppe Kofod betegner nu forliget som et skridt på vejen mod en exitdato.

“Vi har fået, det vi er gået efter hos Socialdemokraterne. Nemlig et klart mål om, at vi fra næste år kan omlægge fra kamp til, at afghanerne selv overtager sikkerheden” – Jeppe Kofod, Socialdemokratiet.

Strategien blev fremlagt på et pressemøde på Christiansborg onsdag, og skal markere et skifte i den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Danmark skal i højere grad fokusere på den civile indsats frem for den militære, og de danske tropper skal i løbet af 2010 oplære 500 afghanske soldater og uddanne nye politifolk til at varetage sikkerheden i Helmand. Til efteråret skal partierne bag Danmarks deltagelse i krigen overveje, om strategien skal resultere i en reduktion af de danske styrker i 2011.

Også de radikale har med støtte fra SF og Liberal Alliance forlangt en deadline for Danmarks indsats i Helmand-provinsen d. 30. juni 2011. Partiets forsvarsordfører Niels Helveg Petersen holder fast i datoen, men kalder planen et vigtigt skridt mod en reduktion af danske styrker. “Det er første gang, at regeringen overhovedet bruger sådanne formuleringer. Men det er også nødvendigt. Udviklingen gør det nødvendigt, at også den danske regering begynder at tale om en dansk tilbagetrækning i 2011″ siger Niels Helveg Petersen til Ritzaus Bureau.

Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti vil give et bud på en endelig tilbagetrækningsdato.

Flertallet bag krigen i Afghanistan består af regeringen, Dansk Folkeparti, de radikale og Socialdemokratiet.

Lækage-sagen er nu slut. Søren Gade har stoppet efterforskningen.

Københavns Politi leder ikke længere efter den person i Forsvarsministeriet, der i 2007 lækkede fortrolige oplysninger til TV 2. Alligevel vil Forsvarsministeriet ikke svare på Folketingets spørgsmål om sagen, fordi der er en politiefterforskning i gang.

“Det lugter langt væk af, at regeringen og andre statslige myndigheder vil lægge låg på sagen. Den er lagt i den store syltekrukke” – Jonas Dahl (SF), anmelder af sagen.

Det er drabschef ved Københavns Politi Ove Dahl, der har ansvaret for sagen. Han udtalte i påsken til Ekstra Bladet, at “lige nu er der ingen grund til at bruge yderligere kræfter på den sag. Det er længe siden, vi har lagt den til side. Der er ikke mere substans, som vi kan efterforske”.

Politiet håber i stedet på, at Østre Landsret vil pålægge Danmarks Radio at udlevere en lydfil, der angiveligt rummer oplysningen om, hvem der stod bag lækagen. Byretten afgjorde i marts, at DR ikke skal udlevere lydfilen til politiet, men sagen er kæret til landsretten, der tager stilling 16. april.

“Byretten sagde til politiet, at de skulle forsøge at opklare sagen på anden vis end ved at høre lydfilen fra DR. Hvis det har fået politiet til at sige, at de ikke kan gøre mere, så er det altså meget besynderligt det hele”, siger forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S).

“Det er rigtigt, at vi venter på landsrettens afgørelse af, om DR skal udlevere lydfilen. Men hvis man virkelig ville til bunds i sagen, så er der mange andre ting, politiet kunne undersøge. Det bekymrer mig, at politiet er så lidt interesseret i at opklare sagen”, siger Jonas Dahl (SF).

Han peger på, at politiet for eksempel kunne afhøre tidligere spindoktor Jacob Winther, der offentligt er blevet beskyldt for at have lækket oplysningerne, og DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, der har hørt lydfilen.

Det kunne også være en mulighed at kigge på listerne over opkald fra Jacob Winthers telefoner og fra andre, der kunne tænkes at stå bag lækagen. TV 2-journalist Rasmus Tantholdt modtog oplysningen om udsendelsen af soldater i et opkald til sin mobiltelefon 26. april 2007. TDC gemmer oplysninger om udgående opkald i fem år.

Også fra Forsvarsministeriets side er der lagt låg på sagen og informationer, der kunne kaste lys over, hvem der vidste hvad og hvornår om lækagen i 2007.

Som en af sine sidste gerninger som forsvarsminister lukkede Søren Gade (V) nemlig for alle yderligere oplysninger om lækagesagen fra ministeriet.

Det skete med et svar, der blev sendt til Folketinget mandag 22. februar. Få timer senere offentliggjorde Søren Gade, at han trak sig tilbage fra dansk politik.

“Henset til den igangværende politiefterforskning finder jeg det på nuværende tidspunkt rigtigst ikke at besvare spørgsmål af den stillede karakter”, skrev ministeren.

Søren Gade mørklagde sagen, selv om han på et samråd i Folketinget to uger tidligere havde lovet oppositionen at besvare spørgsmålene, hvis de blev stillet skriftligt. Det blev de – men alligevel ville ministeren altså ikke svare på dem.

John Dyrby Paulsen (S) havde blandt andet spurgt om, hvornår ministeren og Forsvarskommandoen i 2007 fik kendskab til lækagen.

Han undrer sig over den totale mørklægning af sagen.

“Argumentet om, at ministeriet ikke vil sige noget, så længe politiet undersøger sagen, holder jo ikke, når politiet selv siger, at de ikke undersøger sagen længere. Det er helt åbenlyst, at noget bliver fejet ind under gulvtæppet her. Vi ved bare ikke, hvad det er”, siger John Dyrby Paulsen.

Trods Ove Dahls udtalelser oplyser Forsvarsministeriet, at ministeriet ikke er vidende om, at efterforskningen er afsluttet.

Og så længe den er i gang, vil ministeriet ikke udtale sig om sagen.

I 2007 lækkede en ansat i Forsvarsministeriet til TV 2, at jægersoldaterne skulle til Irak på hemmelig mission.

Lækager af den karakter kan straffes med fængsel i 12 år. Daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, er blevet beskyldt for at stå bag lækagen, men det har han afvist.

Byretten har pålagt TV 2 at oplyse kilden, men det afviser TV 2, som har kæret afgørelsen til landsretten. Retten har derimod fritaget DR fra at udlevere en lydfil med oplysninger om lækagen – den afgørelse har politiet kæret til landsretten.

Pressemødet holdes umiddelbart efter afslutningen af mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn, nemlig

Tid: Onsdag den 14. april, kl. 11.

Udenrigsministeren og Forsvarsministeren orienterer forinden Udenrigspolitisk nævn om planen for den danske indsats i Helmand 2010 og afrapportering af resultaterne af den samlede danske civile og militære indsats i 2009.

Så snart der er nyt fra pressemødet, vil vi komme nærmere ind på det her på Soldaterliv.com

Polens præsident, hærchef, udenrigsminister og centralbankchef dræbt i flystyrt. FOTO: BBC

I et flystyrt i morges, er en stor del af polens politiske spydspids blevet dræbt. Der er tale om landets præsident, centralbankchef, landets hærchef, udenrigsminister og en række andre toppolitikere. Desuden var der omkring 150 andre ombordværende på flyet. Alle meldes omkommet.

Endnu står det uvidst hvordan ulykken er sket, men der spekuleres allerede blandt flere nyhedsmedier om, at det skyldes en pilotfejl. Vejret omkring ulykkesområdet er voldsomt tåget, og denne konklusion er derfor nærliggende.

Russiske myndigheder siger, at alle 132 ombordværende i flyet har mistet livet, heriblandt den polske præsident og hans hustru.

Polens regering samles til et ekstraordinært møde senere i dag, efter at landets præsident, Lech Kaczynski, er omkommet ved et flystyrt i byen Smolensk i Rusland.

Lech Kacynskis var angiveligt på vej til byen Smolensk for at markere 70-års dagen for massakren i byen Katyn, hvor sovjettiske styrker dræbte tusindvis af polakker. Det skriver BBC på deres hjemmeside.

Talskvinden Irina Andrianova fra de russiske myndigheder fortæller, at flyet styrtede ned klokken 10.56 efter moskvatid.

Opdatering kl 12.55: Præsidentens død udløser valg i Polen. Valgdato kommer inden 14 dage.

Forsvaret bør have rettidig omhu med besparelserne, mener HOD. FOTO: Forsvaret

Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, HOD, har i deres marts-nummer af medlemsbladet Danske Officerer, en spændende leder af formand Bent Fabricius. I lederen kommer han ind på at Forsvaret, selvom der er lavkonjunktur i hele samfundet i dag, må være beredvilligt til når højkonjunkturen igen rammer os. Det vil være altafgørende, ikke at have forringet arbejdsvilkår for meget, når først der igen er mangel på arbejdskraft. Hvis det sker, vil det betyde at Forsvaret igen mangler folk. Det er faktisk præcis et år siden af Forsvaret manglede 2300 mand.

Selvom krisen kradser i dag, vil højkonjunkturen atter skylle ind over Danmark, og hvis ikke forsvarets ledelse handler med rettidig omhu, vil vi se, at forsvarets ansatte igen føler sig tvunget til at forlade forsvaret på grund af de utilfredsstillende forhold. Så står vi igen med et fastholdelsesproblem.

I fortsættelse af min leder i forrige nummer af bladet vil jeg her se på forsvarets økonomi i forhold til medarbejderne og her især officerskorpset. Det er desværre et faktum, at forsvaret har ondt i økonomien. Det er også et faktum, at løsningen med stor sikkerhed vil ramme forsvarets ansatte. I hvilken grad henstår i det uvisse – eller i det mindste indtil maj, hvor nogle svar kan forventes at foreligge.

Problemet er tofoldigt. Det første er velkendt. Uagtet at forsvaret tilføres ekstra midler, skal forsvaret selv tilvejebringe ca. 700 mio. kr. gennem effektiviseringer, herunder personalebesparelser. Hertil kommer en meromkostning i form af merudgifter til forsvarets internationale indsats i størrelsesordenen 500 mio. kr. Denne meromkostning er ikke indregnet i forligsøkonomien, uagtet at den måtte være velkendt for forligspartierne, da de indgik forliget. Men uanset hvad må forsvaret finde pengene i eget budget. Med rigets økonomiske tilstand in mente er det næppe sandsynligt, at forsvaret tilføres yderligere midler – akkurat som det er tvivlsomt, om forsvarets internationale indsats reduceres.

Tilbage i sommeren 2009 var der ikke tale om afskedigelser, men nu løber tallet langsomt, men sikkert opad. Der er dog ikke truffet konkrete beslutninger endnu, men rygterne svirrer. Grundlaget skal tilvejebringes og godkendes af politikerne. Men flere hundrede afskedigelser kommer man næppe uden om. Foreløbig er det forsvarschefen, der har opgaven. Hans forslag er indtil videre nedlæggelse af kapaciteter i søværnet og flyvevåbnet. Hertil kommer analysen, jf. forliget, omkring placeringen af forsvarets tjenestesteder, hvor der alene kan hentes besparelser, såfremt der sammenlægges eller nedlægges tjenestesteder. Alt sammenskal forventeligt være klar til politisk godkendelse i maj måned.

Indtil videre er officerskorpset ikke i farezonen, men nedlæggelse af militære kapaciteter, udliciteringer og sammenlægning eller lukning af nogle af forsvarets tjenestesteder vil uundgåeligt berøre officerskorpset. Som minimum ved omplaceringer, men i værste fald ved afskedigelser. Tidligere tiders store officersmangel forsvandt næsten som dug for solen ved indgåelsen af det nye forlig. Samtidig er produktionen af officerer øget maksimalt. Sammenfattende ender forsvaret nemt i en situation, hvor der simpelthen er for mange officerer.

Også på andre områder mærker forsvarets ansatte de økonomisk trange tider. For få år siden led forsvaret alvorligt under en voldsom afgang af personel, herunder også officerer. Næsten 10 pct. manglede, for at officersstrukturen var fyldt op. Et utal af afgangsundersøgelser blev gennemført, og Operation Bedre Hverdag blev svaret – og ikke meget mere. Højkonjunktur blev til lavkonjunktur, og afgangen stagnerede. Interessen for at fastholde officerer ses ikke som nødvendig. Derfor er man begyndt at skære i de tiltag, der blev indført med Operation Bedre Hverdag. Beskæring af frugtordning og midlerne til stimulering af korpsånd er første skridt. Hvad bliver det næste monstro? På aftaleområdet mærker vi tydeligt, at der sidder økonomer for bordenden. Bliver et resultat fem øre for dyrt, bliver det afvist, også selv om resultatet – set i en større sammenhæng – har medført besparelser for forsvaret. Skal alle fremtidige aftaler alene tjene til at styrke forsvarets slunkne kasse, vil jeg gætte på, at der ikke bliver megen aktivitet på aftaleområdet i den kommende tid. Forenklinger på aftaleområdet indgår som et led i regeringens plan for mindre bureaukrati i statens institutioner. HOD hilser naturligvis mindre bureaukrati velkomment, men jeg må erkende, at en forenkling af aftaler inden for forsvarets område i en tid, hvor der skal spinkes og spares, bliver vanskelig. Simple og enkle aftaler kræver tillid fra begge sider. Tillid til, at aftaler forvaltes til glæde for begge parter og ikke alene den ene – forsvaret. Desværre ser vi alt for tydelige tegn på, at det er tankegangen i øjeblikket. Senest eksemplificeret ved COP 15, der angiveligt efter forsvarets opfattelse var en øvelse og ikke en stor international konference, hvorved forsvarets personel kunne behandles i henhold til aftalen om skydelejre m.v.

Tankevækkende: Det er jo ikke hver dag, en amerikansk præsident optræder som statist i én af forsvarets øvelser.

Krisen kradser, og jeg ser desværre en periode komme, hvor økonomien er i højsædet og bliver styrende i en så høj grad, at udvikling i mange henseender, herunder de personalepolitiske samt løn- og ansættelsesmæssige områder, undertrykkes, indtil det bliver for sent. Her kunne man godt ønske sig, at de, der træffer beslutninger om forsvarets fremtid, også gør det med rettidig omhu.

Der kommer en dag, hvor højkonjunkturen atter buldrer i Danmark. Hvis ikke man får gjort noget ved de utilfredsstillende forhold, mens tid er, vil forsvarets ansatte igen føle sig tvunget til at forlade forsvaret.

Undersøgelse viser nu at homoseksuelle accepteres af ansatte i det amerikanske militær

Tidligere varslede den firstjerende general David Petraeus, en bombastisk holdningsændring overfor bøsser og lesbiske i det amerikanske militær. Vi omtalte også historien her på siden. Det skulle nu være slut med at gemme dem i krogene, og istedet se dem an som ligeværdige soldater – hvis en undersøgelse af senatet rent faktisk viste at bøsser og lesbiske kunne være lige så gode soldater.

Organisationen Vet Voice Foundation, som er en forening af veteraner fra en lang række krigszoner, var ikke sene til at tage sagen i egen hånd. De har derfor haft kørt deres egen undersøgelse omkring holdningsændringen. Selvom undersøgelsen måske ikke er lever op til senatets krav, giver den stadig et tydeligt billede af den generelle holdning i militæret.

Svarene på deres udsagn ses her i ganske kort format:

Udsagn 1: Iraq and Afghanistan veterans believe being gay or lesbian has no bearing on a service member’s ability to perform their duties. I alt 60% de spurgte svarer at de er enige med udsagnet, heraf 42% som er meget enige. Kun 29% er uenige eller meget uenige.

Udsagn 2: An overwhelming majority of Iraq and Afghanistan veterans say it is personally acceptable to them if gay and lesbian people were allowed to serve openly in the military. Her svarer 73% at de er enige, i at det er acceptabelt at homoseksuelle åbent tjente det amerikanske militær. Herunder er 42% som finder det meget acceptabelt, 31% af de accepterer det, men ikke værdsætter det. Kun 26% finder det uacceptabelt eller meget uacceptabelt.

I alt finder 81% i flyvevåbnet, 78% i søværnet og 67% i hæren det acceptabelt og i orden at homoseksuelle åbent og frit kunne arbejde i militæret.

De adspurgte fordeler sig over værnene: 64% er fra The Air Force, 59% fra The Army & US Marine Corps og 58% fra The Navy. 66% er under 35, men over 18 år gamle. Undersøgelsen har mange flere data med, lige fra politiske synspunkter til hvornår veteranerne har aftjent deres tur i udlandet og meget meget mere. Vet Voice Foundation påpeger, at undersøgelsen rent faktisk er ret præcis. Kun folk som havde tjent i enten Irak eller Afghanistan var spurgt.

Hele spørgeskemaet kan læses i sin fulde længde her: Resultater fra VetVoiceFoundations undersøgelse om homoseksuelle i det amerikanske militær (pdf-fil, engelsk, 6 sider).