Soldaterliv.com slår sig sammen med Krigeren.dk: Besøg den nye fælles hjemmeside her!
Du bladrer lige nu i arkivet for nationale nyheder. Heri finder du nyheder og artikler som primært har national relevans. Alle indlæg er arrangeret så de nyeste kommer først, og de ældste sidst. Leder du efter noget andet? Se alle kategorier, eller søg blandt emneord.


skrevet af Redaktionen

Værnepligtige i Livgarden samler ind til død kollega

Lagt online den 6. maj 2010, under følgende: nationale nyheder, nyheder.

En af de ting som alle kan nikke genkendende til fra deres egen værnepligt, er at der i løbet af perioden bliver opbygget et ganske stærkt sammenhold blandt rekrutterne. Man bliver prøvet af fysisk og psykisk og lærer at græde og grine sammen.

Det giver sig nu udslag i at de værnepligtige i Livgarden på Høvelte Kaserne – på eget initiativ – har valgt at starte en indsamling til den rekrut der valgte at tage sit eget liv tidligere på ugen.

I følge flere rygter, er indsamlen allerede startet og der er tilsyneladende stor opbagning fra rekrutter og befalingsmænd. Der bliver hjulpet på tværs af rang og grader, og alle støtter op om projektet.

Her fra redaktionen er der et kæmpe skulderklap, til den eller de initiativtagere som står bag projektet.

skrevet af Redaktionen

30 dage i Afghanistan: Dag 7

Lagt online den 4. maj 2010, under følgende: internationale nyheder, nationale nyheder, nyheder.

Vores to kække hovedpersoner i serien ‘30 dage i Afghanistan’ fortsætter deres tur rundt i landet. De er igen rykket længere syd på, og vil nu forsøge rent faktisk at dække kampene – hvis der ellers kommer nogen mens de er på besøg.

De når dog også at snakke en del med flere forskellige sider af ISAF-styrkerne. Se med her:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Husk at vi hver dag serverer et nyt afsnit af serien ‘30 dage i Afghanistan’. Serien er produceret af NATO og ISAF. Tidligere afsnit:

Intro, afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3, afsnit 4, afsnit 5, afsnit 6

skrevet af Redaktionen

Omkommet værnepligtig tilhørte Livgarden

Lagt online den 4. maj 2010, under følgende: nationale nyheder, nyheder.

Den omkomne værnepligtige tilhørte Den Kongelige Livgarde. FOTO: Forsvaret

Vi fortalte i går om det tragiske selvmord af en værnepligtig soldat, og i dag er opklaringen kommet en smule længere.

Den døde 19-årige soldat tilhørte Livgarden og var i 2. bataljon. Han var netop startet på sin værnepligt den 6. april.

Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær, udsendte i går en mail til alle ansatte, som fortæller om episoden. I mailen gøres det klart, at selvom episoden sandsynligvis ikke har noget med værnepligten at gøre, vil Forsvaret støtte familien i den kommende tid.

Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, og der er stadig intet der tyder på en ulykke eller mord, fortæller vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.

Livgarden flagede dagen i går på halv, både på Høvelte Kaserne samt Gothersgade Kaserne i København centrum.

skrevet af Redaktionen

Værnepligtig begår selvmord nær Rungsted

Lagt online den 3. maj 2010, under følgende: nationale nyheder, nyheder.

En 19-årig værnepligtig mand har netop begået selvmord. FOTO: Avisen.dk

En 19-årig værnepligtig har netop begået selvmord nær Rungsted. Det oplyser politiet til TV 2 Nyhederne.

Tilsyneladende er den 19-årige hoppet ud foran et DSB-tog på Kystbanen, og personen blev fundet Kokkedal og Rungsted Kyst. Det oplyser DSBFirst.

“Der er intet der tyder på hverken en forbrydelse eller på en ulykke. Alt peger på selvmord,” siger Vicepolitiinspektør Flemming Poulsen om den tragiske sag. Et vidne havde set den unge mand sidde på en bænk tæt på jernbanen søndag aften, og i følge rygter havde personen sin uniform på.

Op mod 28 tog på Kystbanen blev aflyst på grund af en personpåkørsel på skinnerne mellem Kokkedal og Rungsted Kyst, oplyser DSBFirst.

Påkørslen af manden blev opdaget lidt før klokken syv, og det gav kaotiske tilstande i myldretrafikken.

DSBFirst indsatte busser mellem Nivå og Rungsted Kyst som kompensation.

skrevet af Redaktionen

To danske soldater lettere såret af IED-eksplosion

Lagt online den 3. maj 2010, under følgende: Hærens Operative Kommando, missionsopdateringer, nationale nyheder, nyheder.

To soldater lettere såret af IED tidligt mandag morgen.

To soldater lettere såret af IED tidligt mandag morgen. FOTO: Forsvaret

To soldater blev tidligt mandag morgen dansk tid udsat for en IED-eksplosion. Soldaterne var med deres deling på patrulje i nærheden af FOB Budwan. Delingen kom under beskydning og besvarede ilden. På vej tilbage fra patruljen sprængte en improviseret sprængladning i nærheden af dem.

Tilbage i lejren blev soldaterne tilset af lejrens læge. Her blev det konstateret, at to af soldaterne havde stærke smerter. Soldaterne bliver hurtigt bragt med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, hvor de er blevet undersøgt yderligere.

Soldaterne er fra Charlie-kompagniet og udsendt af Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne.

Soldaterne har selv kontaktet deres nærmeste pårørende.

skrevet af Redaktionen

Fem danske soldater ramt af to IEDer

Lagt online den 30. april 2010, under følgende: Hærens Operative Kommando, missionsopdateringer, nationale nyheder, nyheder.

Pressefoto, ISAF 7

Tre danskere ramt af en dobbelt IED-eksplosion i dag (arkivfoto). FOTO: Forsvaret.

Klokken 13:05 indløb der i dag en melding på HOKs hjemmeside. Igen var det en trist besked om at tre danske soldater var blevet ramt af IEDer.

Episoden skete under en gående patrulje i Green Zone-området i Afghanistan.

Patruljen blev ramt af en IED-eksplosion, mens de rykkede fremad. To danske soldater var så tæt på eksplosionen, at sygehjælperne i patruljen vurderede, at de skulle indlægges til observation på felthospitalet i Camp Bastion. Soldaterne kunne selv fortsætte til fods tilbage til patruljebasen.

Men på vej retur mod Camp Bastion gik det galt igen. Her blev patruljen atter engang ramt af en IED-sprængning.

På vej tilbage til deres base blev patruljen endnu en gang ramt af en IED-eksplosion. Her blev yderligere to danske soldater såret af sten og fragmenter fra eksplosionen.

Sygehjælperne og soldaternes kammerater ydede straks førstehjælp og de sårede og de to til observation blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion.

Efter at være ankommet til Camp Bastion blev hele patruljen undersøgt af lægefagligt personel. Her viste det sig at, at også en tredje soldat var såret af eksplosionerne.

Alle soldaterne som var involveret i eksplosionerne – fem i alt – har selv kontaktet deres pårørende. Tre soldater er allerede udskrevet fra hospitalet, men de sidste to, som blev ramt af fragmenter, er stadig indlagt. Deres tilstand er vores redaktion ukendt, da HOK aldrig oplyser skadernes omfang.

skrevet af Redaktionen

Danske soldater igen sendt hjem efter druk i Libanon

Lagt online den 29. april 2010, under følgende: Flyvertaktisk Kommando, missionsopdateringer, nationale nyheder, nyheder.

FTK sender fire danske soldater hjem fra Libanon efter druk. FOTO: Arkivfoto

De danske soldater der er udstationeret i Libanon, har nu helt andre problemer end deres kollegaer i Afghanistan. I stedet for vejsidebomber og daglige angreb, er det moralen der står for skud.

Fire soldater er netop blevet sendt hjem fra UNIFIL-missionen før tid. Det er således anden gang at soldater bliver sendt hjem fra Libanon, pga. misbrug af alkohol – to soldater fra Danmark er tidligere blevet hjemsendt fra missionen.

De fire soldater blev afsløret i at indtage alkohol under et drikkelag, og var taget på fast gerning; alle soldaterne var stang-stive da de blev opdaget.

Og selvom det sker i fritiden, er det ikke tilladt at indtage alkohol under missionsudsendelse – præcis som man kender det fra Afghanistan, Irak, Kosovo og alle andre udsendelsesområder. I visse zoner kan op til to genstande dog være tilladt – men denne grænse var soldaterne langt over.

“I princippet, når man er udsendt i et missionsområde, har man sådan set ikke fri.” – pressetalsmand for FTK, Lars Skjoldan

De fire soldater der blev opdaget bliver, udover en hjemsendelse, stillet for Forsvarets Auditørkorps. Her bliver den slags typisk takseret til mellem 1.500 og 2.500 kroner i bøde, udover selvfølgelig påtalen på deres bedømmelsespapirer.

At det er anden gang på relativ kort tid alkohol skaber problemer, kan betyde at restriktionerne bliver strammet for danskere i Libanon. Det er ligeledes Flyvertaktisk Kommando der tager denne beslutning.

Det er i øjeblikket Flyvertaktisk Kommando der håndterer missionen i Libanon, og derfor dem som stiller soldaterne til rådighed for FN. Soldaterne løser transport- og bevogtningsopgaver og der er udsendt omkring 150 til området.

skrevet af Redaktionen

Såret Soldat 2010 holder gallaarrangement

Lagt online den 26. april 2010, under følgende: nationale nyheder, nyheder.

Såret Soldat afholder gallamiddag for at samle ind til sårede soldater.

Vi har tidligere omtalt organisationen Såret Soldat 2010, og nu begynder der igen at ske noget. De har netop offentliggjort at de holder et gallaarrangement den 4. september 2010.

Arrangementet er til fordel for sårede danske soldater. Aftenen vil indeholde en lækker 3-retters menu, underholdning af forskellig (og indtil videre hemmelig) karakter, og en auktion.

Billetterne er endnu ikke sat til salg, men informationen på Facebook lyder at det vil ske på BilletNet på snart-kommende dato. Så snart billetterne er frigivet, vil vil selvfølgelig orientere om det her.

Det er igen de to Sønderjyder Stefan Ammitzbøl Hyllleborg og Kamilla Juul Poulsen, der har taget endnu et skridt mod at blive en seriøs medspiller, i spillet for at støtte danske soldater. Her fra lyder der en stor opfordring til at deltage i arrangementet, og en stor tak til personerne bag.

Se detaljer for arrangementet på Facebook.

Redaktionen bag Soldaterliv kommer selvfølgelig også med til arrangementet. Gør du også? Så kontakt os her.

skrevet af Redaktionen

Tema om ‘Vi slår ihjel og lever med det’

Lagt online den 25. april 2010, under følgende: artikler, nationale nyheder, nyheder, politiske nyheder.

Oberst Lars R. Møller udgiver ny bog på mandag: 'Vi slår ihjel og lever med det'. FOTO: Forsvaret

Den trykte udgave af avisen Information har i deres weekendudgave, en spændende gennemgang af sagen omkring oberst Lars R. Møllers nyeste bog ‘Vi slår ihjel, og lever med det’.

Artiklen herunder er fra Information.

Forsvarets øverste ledelse har gentagne gange forsøgt at standse udgivelsen af oberst Lars R. Møllers nye bog Vi slår ihjel og lever med det. Det skriver obersten i et brev, som Information er kommet i besiddelse af. Brevet er oprindeligt skrevet til en række af de soldater, der medvirker i bogen.

Af brevet fremgår det, at tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen på det skarpeste har modsat sig bogens udgivelse.

»Jeg må … advare om, at forsvarets øverste ledelse den 9. februar 2009 over for mig har indskærpet, at man finder mit projekt ‘usmageligt’ og tager afstand fra mine ‘metoder’,« skriver oberst Lars R. Møller til nogle de soldater, der har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, som indgår i bogen.

»Dette understreger, at der er alt for mange tabuer om at være i kamp og om at slå ihjel, hvorfor jeg agter at fortsætte med bogen, uanset konsekvenserne, men jeg behøver jeres hjælp,« skriver oberst Møller til soldaterne.

Det er ikke første gang, at forsvarets øverste ledelse har forsøgt at stoppe udgivelsen af en kontroversiel bog om Danmarks krigsdeltagelse. Sidste gang, det skete, var da tidligere jægersoldat Thomas Ratschack i efteråret udgav bogen Jæger – i krig med eliten om sine erfaringer fra Afghanistan.

I det tilfælde kontaktede forsvarsledelsen både forlaget og senere en række chefredaktører for at få dem til at afstå fra at udgive bogen eller bringe uddrag af den.

Forlag ikke kontaktet
Så vidt er forsvarsledelsen dog ikke gået denne gang. Forslagsredaktør Mette Jokumsen oplyser, at Informations Forlag ikke er blevet kontaktet angående Lars R. Møllers bog.

»Vi har intet hørt fra dem,« siger hun, men forstår godt, at forsvaret kan have det svært med bogen, der sætter fokus på de danske soldaters erfaringer med at slå ihjel – et meget tabubelagt emne, både i og uden for forsvaret.

Selv står Lars R. Møller meget uforstående over for forsvarets ønske om at stoppe bogen.

»Jeg kan ved Gud ikke få ind i mit lille hoved, hvorfor man ikke må snakke om det her,« siger han til Information.

»Jeg bliver så træt i kraniet, når nogen prøver at fortie, hvordan tingene ser ud i virkeligheden. Det kan da ikke passe, at det ikke må komme frem, at danske soldater slår ihjel i statens tjeneste,« siger han.

Hverken tidligere for-svarschef Tim Sloth Jørgensen, der i dag er ansat i Forsvarsministeriet, eller nuværende forsvarschef Knud Bartels har ønsket at kommentere Informations oplysninger.

Blev ikke kontaktet
Presseofficer Jacob Østerbye fra Forsvarskommandoen afviser imidlertid, at forsvaret skulle have nogen problemer med oberst Møllers bog.

»Det er ikke rigtigt, at forsvaret ikke ønsker det pågældende emne sat til debat. Når vi i forsvaret ikke har hjulpet med til tilblivelsen af denne bog, er det af den simple grund – at vi ikke er blevet spurgt,« skriver han i en mail til Information. »Generelt mener forsvaret, at debat om vores missioner, og konsekvenserne heraf for vores soldater er vigtig, både for forsvaret som organisation og for de udsendte soldater. Vi tilstræber derfor en bred og nuanceret mediedækning af vores engagement i Afghanistan,« skriver han.

Af det brev, som Information har haft adgang til, fremgår det imidlertid, at forsvaret hare ønsket at lægge så stor afstand til bogprojektet som muligt.

Der står bl.a., at Lars R. Møller har fået forbud mod at bruge forsvarets intranet og øvrige ressourcer i forbindelse med bogen, der hovedsagelig er skrevet, mens han havde et chefjob i Hærens Operative Kommando. I dag er Lars R. Møller chef for internationale missioner i Forsvarskommandoen. Det konkrete indhold af bogen ønsker forsvaret ikke at forholde sig til, da forsvarsledelsen endnu ikke har haft lejlighed til at læse den.

Og til bogen…
»Du må ikke slå ihjel.« Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.

Oberst Lars Møller, der er kendt som dansk forsvars højest placerede provokatør, sender i næste uge en dybt kontroversiel bog på gaden om at slå ihjel i statens tjeneste. Her fortæller mere end 300 soldater om, hvordan det er at dræbe. Hvordan de har det, før de prøver det første gang, hvordan selve drabet opleves, og hvordan de har det med at have taget et andet menneskes liv, når de kommer hjem til Danmark igen.

Forsvaret har forsøgt at stoppe bogen, men Lars Møller, der i dag er chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen har valgt ikke at lytte til sine overordnede. Han er træt af friserede meninger om, hvad soldaterne gør og ikke gør, træt af at han ikke må sige, at soldaterne slår ihjel, for det er jo det, de gør.

»Vi er i krig og det må vi hellere begynde og vænne os til,« som han skriver i bogen

Brutale sager
Og det er brutale sager, Lars Møller fremlægger i Vi slår ihjel – og lever med det, som udkommer på Informations Forlag på tirsdag.

Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill. En tredje fortæller, hvordan han jubler, når bomberne og alt, hvad der er ondt, rammer Taleban.

Mange danskere vil mene, at man er syg i hovedet, hvis man er villig til at slå ihjel, men det er noget vrøvl, mener Lars Møller, der selv har været ansvarlig for 169 menneskers død under en operation på Balkan.

»Man er ikke afstumpet eller psykopat, fordi man er parat til at slå ihjel i statens tjeneste. Tværtimod. Folk, der ikke vil slå ihjel, har intet at gøre i hverken politiet eller militæret,« skriver han bl.a. i sin bog.

Information har sat sig for at spørge nogle af de soldater, der har haft fingeren på aftrækkeren i Irak og Afghanistan, om det er sådan, de tænker, og hvad de synes om, at der bliver sat fokus på en del af krigen, som de fleste danskere måske helst ikke vil vide noget om.

Forsvaret har forsøgt at stoppe oberst Lars R. Møllers nyeste bog. FOTO: Scanpix

Nødvendig debat
Premierløjtnant Søren Sjøgren har været delingsfører i både Irak og Afghanistan og er begejstret over, at der nu bliver sat fokus på den pris, de danske soldater betaler.
»Det er en rasende god idé. Det er vigtigt, at vi forstår, at det ikke er gratis at sende soldater i krig. På den korte bane koster det menneskeliv, arme og ben, og på den lange bane psykiske reaktioner,« siger han. »Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi lukker øjnene for, hvad krig handler om. Det er mennesker, vi sender derud og hvis vi bare lader stå til, får vi reaktioner, vi ikke har styr på. Det er bedre at tale åbent om det, det nytter ikke at feje det ind under gulvtæppet,« mener han.

Kaptajn af reserven, Nicholas Keller, er enig. Han er lige kommet hjem fra et halvt år som CIMIC-officer i Afghanistan og har tidligere været to år i Irak.

»Vi bliver nødt til tage den debat for soldaternes skyld. Det er en del af den aktivistiske udenrigspolitik, at vi tager ud i verden og slår ihjel på Danmarks vegne. Det er påfaldende, at vi ikke taler om det. Vi er ikke rigtig gearet til krig. Det er, som om mange hænger fast i, at det stadig er fredsbevarende operationer, vi er ude på,« siger han.

Vi slår ihjel …
Søren Sjøgren vil derfor også gerne dele ud af sine egne erfaringer.

»Ja, jeg har været med til at slå mennesker ihjel, men det har altid været dem eller os.«

»Som oftest har jeg skudt mod skygger eller mundingsild. Jeg har også været tæt på, men jeg har aldrig stået alene med det. Vi har altid været et par stykker, som har skudt i samme retning. Og hvem har så ramt? Det ved jeg ikke – og jeg er også ligeglad« siger han.

»Det vigtigste var, at vi ramte – og dermed kunne øge vores egne chancer for at overleve.«

Som chef for 30 mand var det Søren Sjøgrens opgave at »fordele volden, skrue op og skrue ned igen«, som han udtrykker det.

»Jeg er ansvarlig for, at mennesker er blevet dræbt. Men i min deling gjorde jeg meget ud af, at det var enheden, som løste en opgave. Dermed var det også enheden, som slog ihjel. Selv om det selvfølgelig var den enkelte soldat, som i sidste ende trykkede på aftrækkeren. Det var vores måde at håndtere det på,« fortæller han.

Også Nicholas Keller mener at have menneskeliv på samvittigheden, men sikker er han ikke.

»Det er overvejende sandsynligt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke set nogen, jeg har ramt. De fleste gange, hvor jeg har været i kamp, har jeg været ude på patrulje og er blevet angrebet. Så forsvarer vi os selvfølgelig, men det betyder ikke så meget for mig, om det er mig eller en kammerat, der rammer. Vi gør det i fællesskab,« siger han og understreger, at han ikke har noget problem med at dræbe Taleban, heller ikke hvis det en dag bliver på klos hold.

»Jo flere kammerater, man mister, og jo flere gange, man ser, hvordan de bruger børn til at plante miner og som skjold, når de selv går i stilling, des mere opsat er du på at ramme dem,« siger han.

… og lever med det
Men både Nicholas Keller og Søren Sjøgren pointerer, at det ikke er noget mål i sig selv at slå talebanerne ihjel.

»Det er et tabermål, for jo flere gange, vi er nødt til at slå ihjel, jo ringere er sikkerheden i vores område. Vi vil have det superlækkert med, at Taleban bare forsvandt, så vi kan komme i gang med at skabe de fremskridt, vi er sendt ud for at skabe,« siger Nicholas Keller.

Hjemme i Danmark bruger både Søren Sjøgren og Nicholas Keller en hel del af deres tid på at holde foredrag om deres indsats i Afghanistan. Men hverken tilhørerne, familien eller vennerne spørger, hvordan det har været at slå ihjel eller være ansvarlig for, at folk er blevet slået ihjel.

»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget. Men det gør jeg ikke. Hvad skulle jeg have gjort i stedet for at skyde? Så ville jeg jo være død. Og jeg fortryder selvfølgelig ikke, at jeg er i live, eller at mine soldater er det,« siger Søren Sjøgren.

På den private front kan venner og bekendte have svært ved at forstå, at det er den Søren, de kender, der også går i krig og slår ihjel.

»Og jo, jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Man kan sagtens rumme flere forskellige roller, men det kan være svært for andre at sætte sig ind i.«

Forståelse eller accept?
Hans familie forstår ikke, at han tager til Afghanistan, men de accepterer det, og det er det helt afgørende, mener han.

»Jeg kan vise dem glade mennesker, billedet af en lille pige, der er lykkelig, fordi vi har fjernet Taleban fra hendes landsby. Hun er startet i skole, lærer bogstaver, at læse og regne. Når jeg ser hende, så giver det hele mening. Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel for i hvert fald et menneske. Jeg forventer ikke, at min familie skal forstå mit valg. Men jeg forventer, at de kan acceptere de valg, jeg træffer,« siger han og understreger, at det ikke er forståelse, soldaterne har brug for.

»Vi har ikke behov for forståelse, vi har behov for accept. Der er stor forskel på de to ting. Jeg ville ønske, at vi herhjemme blev bedre til at skille de to ting ad. Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«

Nicholas Keller har også oplevet, at der mentalt er meget langt til Helmand.

»Jeg har været på en sindssygt hård mission, men jeg vil gerne af sted igen på et tidspunkt. Jeg tager af sted af idealistiske grunde, men også fordi det giver mig helt unikke oplevelser«, siger han, men kan godt forstå, at mange danskere har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan have lyst til at komme i kamp.

»Det kan jeg sagtens forstå, men til gengæld har jeg svært ved at forstå, når folk herhjemme bliver oprørte over at se os huje og juble, når vi har ramt Taleban. Hvad skulle vi gøre i stedet, tage sørgebind på eller hvad? Det viser selvfølgelig bare, at de fleste danskere lever et rigtig godt liv herhjemme, og det er helt fint. Men det er et helt naturligt overlevelsesinstinkt at juble, når man slipper levende fra at blive skudt på,« siger han.

Et nyt Vietnam
Lars Møllers ærinde med sin bog er at undgå, at tusindvis af danske soldater vender hjem fra slagmarken og bliver traumatiseret, fordi resten af befolkningen ikke forstår de ofre, de har ydet, og accepterer, at de har gjort det i nationens tjeneste. Sådan som det skete for mange amerikanske Vietnam-veteraner, der vendte hjem som alt andet end helte.

Danmark er et demokrati, og soldaterne er sendt ud for at slå ihjel på hele den danske befolknings vegne, understreger han i sin bog og mener, at det dummeste, forsvaret kan gøre er at fortie, hvad der virkelig foregår. Det svarer i Lars Møllers optik til at lyve, og det holder ikke i længden, mener han.

Og det er Søren Sjøgren enig i.

»Danmark bruger 20 milliarder om året på forsvaret, og det betyder, at skatteborgerne har hyret et antal mennesker til at trykke på aftrækkeren. Det ærgrer mig, at vi ikke har været bedre til at fortælle, at det er et grundlæggende vilkår. Det vil både være til gavn for soldaterne og for offentligheden, at der bliver sat fokus på, hvad det er, krig handler om,« siger Søren Sjøgren.

Og der er Nicholas Keller er helt enig her – »De fleste danskere ved jo godt, at krig også handler om at slå ihjel. De missioner, vi er ude på i dag, handler om at indtage fjendtlige stillinger og fortrænge en fjende, men jeg tror ikke, vi som befolkning rigtig har vænnet os til at være i krig endnu,« siger han.

Men spørgsmålet er også, om danskerne virkelig ønsker at få serveret krigens bagside til aftenkaffen.

Forsvarets ledelse synes i hvert fald, det er en rigtig dårlig idé og har stemplet hele Møllers projekt som »usmageligt«.

Eller som Lars Møller med vanlig bramfrihed siger:

»De mener vist, jeg har lagt en bæ midt i den allerfineste country club.«

skrevet af Redaktionen

55 døde i Sudan

Lagt online den 25. april 2010, under følgende: nationale nyheder, nyheder.

55 dræbt i sammenstød i Sudan. FOTO: AFP

Mindst 55 mennesker har mistet livet i blodige sammenstød mellem sydsudanske soldater og arabiske nomader fra Darfur-regionen i det vestlige Sudan.

Kampene brød ud i fredags samtidig med, at resultaterne fra det første frie valg i Sudan i 24 år begyndte at tikke ind.

“Jeg kan ikke sige, hvem der begyndte, men de stødte sammen. Vi har 55 døde og 85 sårede her i vores lejr, og spændingerne er store,” siger lederen af den arabiske nomadestamme, Mohamed Eissa Aliu.

Nomaderne holder til i det sydlige Darfur, men de krydser jævnligt ind over grænsen til Syd-Sudan på jagt efter mad til deres dyr. Den sydsudanske hær (SPLA) hævder på sin side, at det var soldater fra den nordsudanske hær (SAF), der gik til angreb. “Vi blev angrebet fredag aften af bevæbnede mænd, som var klædt i den nordsudanske hærs uniformer,” siger generalmajoren i SPLA, Kuol Deim Kuol.

Det afviser SAF imidlertid og betegner i stedet angrebet på nomaderne som et klart brud på fredsaftalen fra 2005.

Der har længe været frygt for blodige sammenstød forud for folkeafstemningen om Sydsudans løsrivelse i januar næste år.

Meget tyder på, at sydsudanerne vil stemme ja til uafhængighed, men nord og syd er stadig ikke blevet enige om, hvor grænsen mellem de to lande skal gå, eller hvordan landets olieressourcer skal fordeles.

Det splittede Sudan holdt i midten af april sin første nationale valg i 24 år. Men valgresultatet er blevet forsinket flere gange efter anklager om fusk.

Valget ses som en test på landets overgang til demokrati og var en del af fredsaftalen fra 2005. Aftalen afsluttede flere årtiers stridigheder mellem den muslimsk dominerede nordlige del af Sudan og det hovedsageligt kristne syd.