
Politikken beskriver i dag hvorledes det nu blot handler om at sløre nederlaget, fremfor at vinde i Afghanistan. FOTO: ISAF
I dag har Politiken en markant leder om vores deltagelse i Afghanistan. Lederen hedder ‘Tilbagetog’ og med underoverskriften ‘Den tabte krig i Afghanistan’ er det allerede fra starten af, tydeligt hvilken holdning Politikens redaktion har.
Skal man le eller græde, når partierne bag vores krigsdeltagelse i Afghanistan opstiller succeskriterier for indsatsen og forsikrer, at den tilbagetrækning, der indledes næste år, kun vil være forsvarlig, hvis de og de fremskidt finder sted?
Øvelsen har alle dage været uvirkelig, og den bliver surrealistisk nu, hvor det blot drejer sig om at kamuflere nederlaget: Den danske bataljon har med mod og dygtighed deltage i nogle af de hårdeste kampe i landet. Men naturligvis er de fremskridt, der i øvrigt pt. ikke sker i det danske ansvarsområde, helt og aldeles afhængige af, hvad der sker i resten af Afghanistan. Vores tilstedeværelse giver kun mening som et lille bidrag til de skiftende amerikanske strategier.
Realiteten er, at præsident Obama med stort mod har erkendt, at en krig, som han selv støttede som legitim – i skarp kontrast til Irakkrigen – ikke lader sig vinde inden for en tids- og ressourceramme, der er acceptabel for supermagten. De seneste forstærkninger og militære operationer tjener dels til at sløre nederlaget, delst til at gøre sandsynligheden for, at der nås en tålelig politisk aftale om landets fremtid, inden hovedparten af styrkerne er trukket hjem. Resultatet bliver under alle omstændigheder ringere, end hvad der allerede var opnået i 2002. Siden er Taliban ingen blevet en uomgængelig magtfaktor i det afghanske samfund.
Det tjener oppositionen med de radikale i spidsen til ære, at de har gjort exitstrategien synlig. Så sent som i november beskyldte daværende udenrigsminister Per Stig Møller soldaterorganisationerne for at gå Talibans ærinde, når de rejse spørgsmålet.
Realismen er nu øget mærkbart. Der er ikke sat en dato for, hvornår den sidste vestlige soldat er ude af Afghanistan, og forhåbentligt vil der også fremover være et regime i Kabul, der vil tage imod vestlig bistand – også militær. Men det stort anlagte forsøg på at stabilisere og demokratisere Afghanistan med vestlig militærmagt er kuldsejlet og vil være endeligt afviklet i løbet af 2012 og 2013. Det ville klæde vores politikere at gøre nederlaget klart for befolkningen.
Efter at have læst lederen, efterlades mange med blandede følelser – for er det egentligt gået så galt, som de beskriver? Har vi kæmpet forgæves?
Nye kommentarer